Gode råd til hoveduddannelsessamtale i kirurgi fra Yngre Danske Kirurger
De seneste ansøgningsrunder til Hoveduddannelse i kirurgi har båret præg af mange velkvalificerede ansøgere. På baggrund af disse samtaler har vi i Yngre Danske Kirurger udarbejdet nogle gode råd, som vi beder medlemmerne være opmærksomme på ved fremtidige hoveduddannelsessamtaler. Disse råd kan virke simple, men flere gange har ansøgerne ikke fulgt disse og har i nogle tilfælde gjort at de ikke er blevet særligt højt prioriteret . Derfor har vi sammensat følgende råd:
1) Skriv ikke mere end du kan – Lad vær med at overdrive!
2) Søg bredt – Der er kommet et stigende antal ansøgere og færre pladser
3) Få andre til at læse din ansøgning igennem forinden og kom med feedback
4) Forbered dig grundigt på din case samt hvordan du præsenterer dig selv
5) Vær opmærksom på, at der er syv forskellige lægeroller
6) Brug din vejleder
7) Hvis du ikke får hoveduddannelse – FØLG karrierevejledningen
Ad 1)
Hvis du f.eks. skriver du kan foretage laparoskopisk cholecystektomi forventes det du har styr på alt i forbindelse med denne procedure. Det vil sige at det forventes, at man kender f.eks. anatomi og komplikationer i detaljer. Ansættelsessamtalen er ikke en eksamen, men en mulighed for at du kan præsentere dine kvalifikationer og det er derfor vigtigt at kan stå inde for det du skriver.
Ad 2)
Der er kommet flere ansøgere de sidste år og færre stillinger. Du har større chance for at få en stilling ved at prioritere alle stillinger, men lad vær med at skrive en stilling på hvis du ikke er villig til at tage den. Husk at man kan ikke forudsige hvordan feltet ser ud seks mdr. senere og de forløb som slås op også kan variere mellem hver runde.
Ad 3 & 4)
Gå din ansøgning grundigt igennem med en anden og få f.eks. en ven/kollega/tutor til at træne fremlæggelsen af case og selve samtalen, så du ved præcis hvad du vil sige. Samtalen er din mulighed for at fremhæve dine kvalifikationer og hvorfor man skal vælge at give dig et hoveduddannelsesforløb. En af de bedste måder at gøre dette på er at være velforberedt.
Ad 5)
Tænk alt igennem du har lavet. Det tæller rigtig meget at have lavet en relevant større frivillig indsats. Dette kan f.eks. være vagtplanlægning, Være aktiv i YL, YDK, lav en instruks, undervis på afdelingen osv.
Ad 6)
En del af din vejleders opgave er at bistå med karriererådgivning. Derfor kan du gøre krav på at få input og sparing når du søger nye stillinger, herunder når du søger nye stillinger, herunder når du søger hoveduddannelse.
Ad 7)
Alle der ikke får hoveduddannelse i første omgang bør overveje karriererådene nøje. Det ansøgerne typisk mangler er videnskabelige arbejder. Det tæller derfor rigtig meget op, hvis man følger rådene og får publiceret f.eks. en artikel fra den ene ansøgningsrunde til den næste. Gør opmærksom på, hvad du har gjort siden sidste gang du søgte.
Ovenstående råd er ikke en garanti for at du får hoveduddannelse, men afspejler blot nogle af de hyppigste fejl eller områder hvor ansøgerne kunne forbedre sig.
På YDK’s vegne
Michael Wilhelmsen og Sara Danshøj Kristensen